Den egoistiske socialist - Kim Larsen

Efter at have læst bogen "Solisten", et portræt af Kim Larsen igennem sin karriere, kolliderer en rollemodel med stodderen.

Jeg er vokset op til lyden af Kim Larsen lettere hæse stemme der udtrykker et ønske om fællesskab, sympati og næstekærlighed. Alle er det sange mine forældre ligeledes har taget til sig - sange de har givet videre til min bror og jeg. I hans sange finder jeg tryghed, modviljen mod samfundet og ønsket om forbedring. Jeg deler Kim Larsens syn på tilværelsen på mange punkter - jeg lever ligesom ham, i erindringen. Erindringen om hvad der har været, som pludselig synes at være så positiv set i nutidens perspektiv. For min erindring er min pyntede version af hvad der forekom at være - ikke hvad der i realiteten var. Jeg klynger mig til troen om at fortiden var meget bedre - og ligeledes at de glade 70'ere, som er Kim Larsens uendelige tema - er tiden hvor jeg hører til. Hvor man ikke var defensiv, men aktiv og ikke lod sin mening falde til kort. Jeg er fascineret af Kim Larsens sange der rummer den socialistiske ånd, modviljen mod krigen, sympatien for de mindre bemidlede, hans harceleren mod staten og håbet for fremtiden. Letsindige ord, der sammensat med en melodi skaber et rum for det menneskelige og tilfældige. Efter at have læst Jakob D. Lund og Peter Rewers' forsøg på at løse gåden om hvem mennesket bag det slidte ydre med en cigaret i kæften og kasket på skrå er, føler jeg ikke at jeg kender til Kim Larsens væsen - tværtimod. Dermed er Kim Larsen evige distancering til sit publikum lykkedes. Kim Larsen vælger hvem der ser indersiden af hans skind og det er fåtallet. Efter 2 falliterklærede ægteskaber, mindst 3 børn uden kontakt til deres far, er min illusion om den socialistiske og sympatiske Kim Larsen knækket. Ord Kim Larsen formentlig alligevel ikke ønsker at vedkende sig. Stodderen som efterlader sine børn og sin hustru, for at give efter for trangen til friheden som skabes af den fængslende monogame følelse, forarger mig i skærende kontrast til at jeg kan relatere til hans forfærdelige valg. Socialisten der går fra kone og børn, emmer ikke længere af socialist! Kim Larsens ego sættes før hans vekslende kærlighed til sine børn og kone - for han er af den gamle skole. Som en mand der selv har klaret sig uden en far, giver Kim Larsen denne tradition videre til flere af hans 6 børn. Kim Larsen der ynder at leve i fortiden, synes hurtig at glemme dele af den. Så længe jeg husker, har Kim Larsen påtaget sig rollen som handlingens og håbets mand, en rolle han ikke selv kender til. Jeg er påvirket af, hvad jeg kun kan betegne som, ræverøde sange! I Kim Larsens og Erik Klausens "Midt om natten", fandt jeg fascination for samfundets skæve eksistenser der formåede at skabe et samfund som ikke var underlagt kapitalisttænkende hoveder - men som tværtimod hyldede den socialistiske fællesfølelse med plads til hver enkelt. Af Kim Larsens sange og film, fik jeg interesse for politik - den røde af slagsen vel at mærke. Jeg blev hurtig klar over, at jeg var til yderligheden af den røde politik - og "kæmpede" i 8. klasse Enhedslistens kamp i vores interne folketingsvalg. 70'ernes BZ'ere og aktivister blev spændende - og før jeg vidste det, støttede jeg stiltiende pludselig ungdomshuset Jagtvejen 69. Kim Larsen har flere gange udtalt sig om han ikke finder et parti der rammer hans indre liberalistiske socialist. Som inkarneret socialist med øje for at de svage i samfundet skal hjælpes finder han ligeledes fascination i den liberalistiske tankegang der rummer plads til hver enkeltes udfoldelse. Et paradoks som end ikke kan løses i Kim Larsens eget sind. Imens jeg læste om Kim Larsens færden, hans strøtanker udtrykt på papir, fandt jeg en lyst til at rejse ud i verden. Bogen om Kim Larsen emmer af det evindelige ønske om at rejse ud, uden nogle former for forpligtigelser - intet at se tilbage efter. Sangene hvori hans ønske om at leve på havet som en uafhængig sømand, skildrer en drøm som kun forblev en drøm. I disse sange længes han - han lever på forventningen om hvad kunne have været. Et tilbagevendende tema i Kim Larsens liv - jagten på livet uden tøjler, ingen forventningsfulde kvinder eller børn, men som han alligevel ved han ikke kan undvære. Jeg kunne fortsætte i uendelighed om Kim Larsen, hans sange og deres effekt - dette ville dog være en fornærmelse imod alt hvad han står for. Jeg står atter tilbage med en evig fascination af det lukkede og fantastisk åbne menneske Kim Larsen.. Åh mañana Håber vi får i morgen med