Året 2017 - en rejse

”Og pludselig fatter vi det, vi er i luften - vi er ikke ved at lette." - Simon Kvamm

Med en følelse af at være flyvende, slutter rejsen året 2017 om et øjeblik. Det her er et tilbageblik på årets største minder, glæder og udfordringer. Det er et sammensurium af det der dagligt går igennem mit hoved og ting der bliver glemt. Det er et helt år kogt ned på en side, som en lang rejse der bliver kogt ned til et særligt minde. Tilbageblikket og erfaringen gør det lettere at navigere fremadrettet. For at vide hvilken vej nord er, skal man erfare der er tre andre retninger. Syd. Øst. Og vest.

Året begyndte netop med en rejse, men af den slags vi ikke selv havde valgt. Som vi satte os til rette tændtes skiltene med sikkerhedsseler, for kræften væltede ind i vores liv, som en turbulens. Og jeg var ikke klar til en de ture igen, ikke endnu. Men sammen tog vi hinanden i hånden og begav os ud på en af de hårdeste ture vi endnu har taget. Til tider var troen på den sikre landing forsvundet, men da vi otte måneder senere blidt ramte jorden med løftet om at kræften var lagt bag os, var forløsningen stor. Turbulens, accelerering eller i høj søgang, det er den hånd som holder min som gør at jeg står sikkert.

Med luft under vingerne og kun horisonten forude ligger stadig det bedste lige ret fremad, måske.. For jeg er blevet bedre til at stoppe op, nyde hvor jeg er lige nu. Jeg behøver ikke springe i elastik for at føle jeg flyver længere, for det er kortvarigt. I stedet var jeg oppe og flyve med ham der holder min hånd. I en farverrig luftballon stod tiden stille i en time der svævende over jorden, efterladt med kun med ens tanker og den smukke natur. Selvom der ligger et faldskærmsudspring foran mig i det kommende år, er det ikke følelsen af at flyve som gør at jeg spreder armene og lader mig falde. Det er troen på at jeg atter vil lande sikkert.

Udover min bagage har jeg en masse gode mennesker med mig på mine rejser. Sommerhuset i Sverige har i året været rum for de gode oplevelser og det gode selskab.

For 2 år siden forlod jeg Paris i disse dage, men i år blev året hvor jeg tog jeg til Stockholm og genoplivede mit livs rejse med hende som dengang havde min hånd. Den ellers korte flyvetur syntes at trække tiden tilbage, for som om intet var hændt i 1,5 år genoptog vi venskabet som begyndte i Paris. I selskab med Annie flyver jeg i højere luftlag hvor sikkerhedsselen ikke er nødvendig. Det er sjovt med tid, den kan stå stille, gå for hurtigt og for langsomt.

Når en rejse bliver til et minde, er det velvidende at oplevelsen var meget større end den følelse som man nu ser tilbage med. Ligesom med dette tilbageblik, en side kan ikke huse de store og komplekse følelser jeg har rejst med igennem dette år. I år blev en rejse hvor jeg lagde minder bag mig, minder som netop var konstante påmindelser om hvad ikke længere var. Det er mindet om en rejse jeg troede var slut, helt slut. I højtaleren var det annonceret at vi var landet og fremme ved destinationen. Det sidste år har jeg brugt på, at acceptere den destination. Finde mig til rette. Men pludselig befinder jeg mig i luften, ude af stand til at trække vejret. Selvom vi er landet, er rejsen ikke slut. Lige nu flyver jeg uden at vide hvorhen, men det er med forventningen om at jeg atter vil ramme jorden sikkert.

Hvert år er en ny rejse, nogle er uundgåeligt mere interessante og uforudsigelige end andre. Af bitter erfaring har jeg lært at man ikke kan flyve så længe ad gangen, dog er jeg lige forventningsfuld hver gang næsen tipper og vi letter.

Det kommende år, bliver året hvor jeg tager styrepinden velvidende at jeg altid har en som kan overtage mig. Det bliver året hvor jeg skal skrive mit speciale, blive færdig på universitet. Det føles langt væk, mest af alt fordi at jeg lige nu er glad for lige nøjagtig hvor jeg er. Jeg har kæmpet det meste af året for at få følelsen af at være flyvende. Og vi er i luften – vi er ikke bare ved at lette. Jeg gjorde en opdagelse i dette år, erkendelsen af hvor godt har jeg det og hvordan jeg håber at det ikke ændrer sig. Jeg er tilpas og hviler i mig selv, lige her, lige nu.

Som kaptajn i eget fly beslutter jeg selv hvilken vej jeg skal, og der er så meget uudforsket land.

Jeg lægger et år fuld af udfordringer bag mig, men jeg har øjnene på det som er foran mig og så alligevel ikke helt. For mit tilbageblik er også påmindelsen om at stoppe op, åbne øjnene og tage en dyb vejrtrækning. For det vi flyver forbi, kommer vi måske ikke forbi igen. Men vi er klar til at lette, og vi ønsker vores passagerer en god rejse og et godt nytår.