Retrospect - a year gone

”Alle lukker deres øjne når de sover, kassedamer, brandmænd. Alle prøver bare at komme over afgrunden, havbunden”

– Simon Kvamm

På årets mørkeste dag kigger jeg tilbage på minder, refleksioner gjort, men også fremad på en lysere tid. Med rødderne i jorden står jeg solidt plantet. Forhold forgrener sig og jeg ligesom årstiderne skifter farver gennem året. Som med timerne på en dag kan minderne være dominerede af mørke, men netop på årets korteste dag sætter man da mere pris på de lyse timer. Så det gør jeg. For efter et par år hvor vi mistede de vi førhen har skabt minder med, har vi klaret os igennem 2016 uden mindskede mandskabstal. Vi forliger os med savnet og de varme minder bryder kulden med smil og latter. Det har været et år fyldt med kærlighed på mange måder, for i stedet for begravelser har kirken i år været rum for bryllupper. Det var opløftende at være vidne til at se min kusine og hendes mand give sig hen til hinanden. Ligeså er det opløftende at se hvordan et venskab kan blomstre op igen efter et par års fravær, at den forbindelse man har haft det meste af livet ikke forgår men blot forsvinder for en stund. Det bringer mig videre til et af de hårde minder jeg går ud af dette år med. En af de stærkeste grene jeg havde på stammen knækkede. Som i et stormvejr forsvandt det fra mig inden jeg nåede at ænse det. Ligeså forsvandt skuddene på grenen. At se det forsvinde, er ubetinget noget af det hårdeste jeg har prøvet. Men det er med håbet om at vinden en dag bærer os i samme retning jeg går ind i det nye år.

I år var også året hvor jeg afsluttede min uddannelse og dermed fik en bachelorgrad. Hele vejen igennem min uddannelse forstod jeg aldrig rigtigt at jeg ville have en universitetsgrad når jeg var færdig, det var uvirkeligt. Men ikke alene fik jeg min titel, jeg kom også ind på drømmestudiet. Det er igen uvirkeligt for mig, for denne gang forgrenede jeg mig det rette sted i første forsøg, drømmestudiet er en realitet. En anden drøm jeg ikke forstår er den jeg udlever med Martin. Det blev året hvor vi flyttede til Slagelse og startede en tilværelse op sammen. Måden hvorpå vores rødder binder sig omkring hinanden er på engang fantastisk og uvirkeligt. Den romantiserede udgave af kærlighed jeg troede var en illusion, eksisterer. Derfor er dette også året hvor traditioner bliver forenet. Kærligheden i år har været overvældende, til familie og venner. De mennesker som krydser vores vej og bliver en del af vores hverdag.

På en sidste note, eller gren så at sige, står grenene i fuldt flor. I morgen er de lyse timer tiltagende og bladene vil farves grønne. Jeg glæder mig til det nye år der kommer, jeg skal ud og rejse, springe i faldskærm, flyve i luftballon, fylde 25 og være sammen med de mennesker jeg elsker. Jeg håber også at det kommende år bliver fyldt med en masse musik, særligt koncerten med Annika Aakjær stikker ud som et af de bedre minder i år. Efter en kæmpe omgang selviscenesættende pladderromantik siger jeg tak for i år.

”Størst af alt er kærlighed, selvom jeg ved at mere end halvdelen af den slags går ned, så er mine øjne stadig blå - så der er ikke det jeg ikke tør tro på”

- Annika Aakjær